DTU Space kan skabe værdi for danske virksomheder ved hjælp af konkrete samarbejdsprojekter, et omfattende kontaktnetværk, et indgående kendskab til det europæiske rummarked samt adgang til spin-off teknologier fra rumfarten. Her er nogle eksempler på, hvordan virksomheder har fået glæde af samarbejde med DTU Space.
Højteknologisk kompetenceløft
Seks stænger i kulfiber fremstillet hos Xperion ACE i Fredericia skal med ombord på James Webb Space Telescope, der skal afløse Hubble-teleskopet. Stængerne er en del af en opgave, som DTU Space løser for den europæiske rumfartsorganisation ESA.
"Vi løfter os selv en tand højere op teknologisk ved at levere til rumfart”, fortæller teknisk chef Jørgen Schrol fra Xperion ACE A/S. ”At arbejde med rumfart giver også et godt image. Man kan tydelig mærke, at når vi siger til andre firmaer, at vi leverer til European Space Agency, så tænker de, at vi ikke kan være helt tossede."
Værdi for markedsføring
Direktør Christian Dalsgaard fra den århusianske virksomhed Chr. Dalsgaard Projektudvikling Aps tog bolden op, da DTU Space foreslog ham at gå ind i et konkret udviklingsprojekt inden for rumfart.
"Vi forventer måske ikke at tjene mange penge på at levere til rumfart, men det vil have en stor værdi i vores markedsføring, at vi kan henvise til, at vi leverer til et segment, hvor der er ekstreme krav til, hvad vores løsninger skal kunne", siger Christian Dalsgaard.
Virksomheden arbejder med to projekter inden for rumfart. Det ene handler om store antenner lavet af stof med indvævet mikroelektronik. Den slags antenner vil have den store fordel, at de kan foldes sammen under opsendelsen og senere foldes ud. Det andet projekt angår tekstiler, der kan bruges i rumdragter. Ideen er, at man væver små sensorer, som kan overvåge astronautens helbred, ind i dragterne.
Spin-off produkter
Innoware A/S i Århus har en lang række leverancer til europæisk rumfart på listen over referencer. Virksomhedens nyeste projekt går ud på at fremstille et instrument, der kan måle vindhastigheden på Mars. Vindhastigheden er vigtig at kende, både når man arbejder med robotter, der skal samle prøver fra overfladen, og i forbindelse med fremtidige bemandede flyvninger til den røde planet.
Innowares opgave bliver at omsætte opfindelsen fra prototype til et instrument, der rent faktisk kan sendes op til den røde planet. I denne proces bidrager DTU Space med rådgivning.
Administerende direktør Bent Christensen ser potentiale for at skabe spin-off produkter på baggrund af udviklingen af instrumentet: "Jeg tror, der meget vel kan være kommercielle muligheder i udstyret til brug på Jorden", siger Bent Christensen.