Den kosmiske stråling og klimaet

I læserbrevet fra Kåre Fog i Information d. 10. november (http://www.information.dk/214667) samt i bloggen vedr. mit indlæg er dette kardinalpunkt stort set det eneste, som man ikke forholder sig til. Det er der sikkert god grund til. Jeg opfatter det som en klar indrømmelse af, at Peter Lauts beskyldning om fjernelse af datapunkter i figuren ikke kan dokumenteres, idet jeg nok ikke havde forventet en åben og ærlig indrømmelse fra den kant, endsige en undskyldning til Henrik Svensmark for at fremsætte en så ærekrænkende anklage. Hovedformålet med mit indlæg er således opnået.

At Kåre Fog i samarbejde med Peter Laut forsøger at skjule denne indirekte indrømmelse ved en lang række nye personlige anklager og tillige afslører fundamentalt ukendskab til de to figurers baggrund, harmonerer kun alt for godt med den debatform, som også er så karakteristisk for Peter Laut. En sådan debat ønsker jeg fortsat ikke at deltage i.

Men af hensyn til de læsere, som formentlig står aldeles uforstående over for debatten og især formen og tonen heri, vil jeg dog gerne bidrage til at sætte meningsudvekslingen lidt i perspektiv ved at forklare den overordnede metodik for den type forskning, som her diskuteres.

For en fysiker er korrelationer, hvad indicier er for en efterforsker i en kriminalsag. Så længe man ikke kan angive en fysisk mekanisme, der knytter de korrelerede størrelser sammen på en kvantitativ måde, kan man nemlig ikke udtale sig om en eventuel årsagssammenhæng. Den tilsyneladende sammenhæng kan være fuldstændig tilfældig, og det er overladt til den enkelte forsker at afgøre, om vedkommende vil bruge tid og kræfter på at gennemføre en videnskabelig undersøgelse med det formål at finde et ”bevis” – en mulig fysisk mekanisme, der kunne være årsag til den fundne sammenhæng.

I det aktuelle tilfælde vurderede måske højst 5% af forskerne, at det var umagen værd at forfølge dette ”high risk – high return” problem vel vidende, at det kunne betyde drastisk reducerede karrieremuligheder at forfølge et muligt blindt spor i den måske mest produktive periode af ens personlige karriere. Andre 95% af forskerne valgte at følge den slagne vej udstukket af IPCC, som ikke mente, den fundne sammenhæng var signifikant og værd at forfølge. Dette er fair nok. Indicierne var til stede, men beviserne manglede – som så ofte før i naturvidenskabens verden. Hertil kommer, at langt de fleste klimaforskere mangler baggrund og ekspertise inden for de nye områder af fysikken, som nødvendigvis må inddrages for at forstå den fysiske mekanisme.

Men udvikling af videnskaben forudsætter uenighed og kan ikke leve af konsensus. Banebrydende forskning forudsætter, at man begiver sig ind i ukendt land, men ikke alle veje fører til ny erkendelse. Mange forskere har måttet indse, at det var et blindt spor, de var inde på; men til gengæld er de mest betydende landvindinger inden for naturvidenskabelig erkendelse opnået af forskerne i ”5% puljen”.

De figurer, som er grundlaget for Peter Lauts injurierende udtalelser, hidrører fra to uafhængige publikationer om mængden af skyer målt fra satellitter. I begge tilfælde udelades skyer over de tropiske områder af oceanerne i analysen, idet det er velkendt, at tropiske storme danner store skyformationer, som ikke forventes at være systematisk påvirket af den kosmiske stråling. De tropiske områder er normalt defineret som beliggende mellem 23½ grad nordlig og 23½ grad sydlig bredde, svarende til grænserne for solens bane i løbet af året. Men dette er naturligvis ikke en absolut grænse for de tropiske storme og som forsker kan man vælge at betragte en større eller mindre del af oceanerne omkring ækvator. I den første publikation er det således specifikt i teksten anført, at man har valgt kun at udelade skyer over oceanerne mellem 22½ grad nordlig og sydlig bredde. Herved opnås at flere skyer indgår i analysen. At de to figurer repræsenterer forskellige skydata burde være åbenbart for enhver forsker, idet fx niveauet for skydækket for perioden 1990-1991 ligger et stykke under -2% i den første figur fra 1997,medens det ligger et stykke over -2% i den anden figur fra 1998, jf kopi af begge figurer nederst på denne side. 

Men til gengæld for en øget amplitude af effekten fås også et større bidrag stammende fra tropiske storme mm. Dette giver en større spredning af dataene og dermed en dårligere korrelation. Begge figurer er lige korrekte, men da de viser forskellige geografiske områder, kan de ikke umiddelbart sammenlignes. At fokusere udelukkende på et lille antal måneder i 1992 er derfor komplet uvidenskabeligt. Det uvidenskabelige heri bliver endnu mere åbenbart, når man betænker, at allerede i 2000, dvs. inden Peter Lauts offentliggjorte kritik i 2003, fandt Henriks Svensmark og hans gruppe, at det i virkeligheden var mængden af lave skyer, men ikke de højere liggende lag af skyer, som i hele perioden 1983 til 1995 var korreleret med den kosmiske stråling.

Set fra et videnskabeligt synspunkt er debatten om de korrelationer, som blev publiceret for over ti år siden, meningsløs og var forældet allerede da Peter Laut publicerede sin kritik i 2003. Det ville svare til, at man diskuterede indicierne, efter at man havde indsamlet beviserne. Henrik Svensmark valgte at tro på indicierne og fortsætte forskningen, og han og hans kolleger har siden opdaget og publiceret en hidtil ukendt fysisk mekanisme for skydannelsen, som giver en fornuftig forklaring på de observerede sammenhænge. Der er naturligvis fortsat videnskabelig uenighed om det er den rigtige eller den eneste mulige forklaring, ligesom der er stor uenighed om, og hvor meget, mekanismen betyder for de klimaændringer, vi nu ser. Denne stadige meningsudveksling om fortolkningen af resultaterne er naturvidenskabens metode og dens styrke.

Spørgsmålet om betydningen af den fundne fysiske mekanisme for klimaændringerne afgøres ikke endeligt, før klimaforskerne kan overbevises om, at de bør inddrage mekanismen i deres numeriske modeller. I mellemtiden må vi håbe, at den videnskabelige udveksling af argumenter og synspunkter kan fortsætte uhindret af uberettigede personangreb og andre begrænsninger. Det kræver, at vi som forskere og som samfund står vagt om forskernes personlige integritet, uden hensyntagen til eventuel uenighed om rækkevidden af deres videnskabelige resultater.

Her følger en kopi af de to figurer fra hhv. 1997 og 1998 artiklerne med de kritiserede punkter indrammet i rødt: