DTU Space står i spidsen for et fælles europæisk samarbejde med det formål at beskrive, hvilken betydning de såkaldte CME (coronal mass ejection) fra Solen har for elektriske systemer på Jorden og ombord på satellitter, samt om de udgør en helbredsrisiko for astronauter.
Foto: ESA
CME projektet er en del af et større fælles europæisk samarbejde, der udforsker samspillet mellem Solen og Jorden generelt. Dette samspil skaber det såkaldte rumvejr, der især har betydning for astronauter, satellitter og rumsonder. Blandt andet kan CME forstyrre radiokommunikation og GPS samt betyde strålingsfare for passagerer i fly på polære ruter.
DTU Spaces del af projektet handler blandt andet om at indsamle data om solpletter og CME og gøre dem tilgængelige for forskere. Dataindsamling og overvågning af solpletter og CME vil forhåbentligt føre til en bedre forståelse og bedre forudsigelser af rumvejret.
Fakta om rumvejr
Rumvejr er en moderne betegnelse for tilstanden i rummet, herunder intensiteten af hård stråling, styrken af elektriske og magnetiske felter, elektriske strømme og andre forstyrrelser. |