European Space Agency (ESA) er en europæiske rumfartsorganisation, som DTU Space har et tæt samarbejde med, både hvad angår teknologiudvikling samt i forbindelse med forskningsbidrag og videndeling ved diverse europæiske projekter og missioner.
Danmarks medlemskab af ESA åbner mange døre til danske virksomheder, hvor DTU Spaces rolle er meget alsidig. Vi koordinerer samarbejdet mellem ESA og de danske parter samt rådgiver den danske regering om landets interesser i rumforskning. Endvidere deltager vi i de besluttende og rådgivende organer i ESA.
Via DTU Spaces rolle i samarbejdet med ESA og de danske forskningsinstitutioner og virksomheder er målet ligeledes at sikre størst udbytte af de danske investeringer i det europæiske rumprogram samt ikke mindst at få flere danske virksomheder involveret i ESA's programmer.
ESA er, hvad man kan kalde, Europas svar på NASA og agenturet har til formål at bringe Europa i front inden for rumfart og rumforskning samt at sikre, at investeringerne i rumfarten kommer de europæiske lande til gavn. Dette udbytte gælder både videnskabeligt, industrielt og ikke mindst i bred samfundsmæssig forstand.
Nationalt indgår DTU Space endvidere i et tæt samarbejde med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (VTU) og Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) om rådgivning vedrørende de danske interesser i ESA regi.
En af kongstankerne er ligeledes at sikre og bidrage til det høje videnskabelige niveau samt udvikle videnskab i verdensklasse og ikke mindst til forståelse og accept af nye erkendelser.
Selvstændig og uafhængig forskning er en forudsætning
DTU Space udfører selvstændig og uafhængig forskning på internationalt niveau og deltager i en række missioner inden for ESA’s videnskabelige kerneområder, som er:
• Astrofysik
• Solsystemfysik
• Satellitbaseret observation af Jorden
Instituttet arbejder både med grundlæggende, naturvidenskabelig forskning samt med at udvikle de videnskabelige instrumenter og metoder. Dette med henblik på anvendelse til at kunne indhente data fra rummet. Forskningen er en forudsætning for, at Danmark kan fastholde sin position som en ligeværdig partner i ESA og for at DTU Space kan yde troværdig rådgivning af de danske myndigheder.
Ansvarlig:
...