Photo: Mikal Schlosser

"Jeg vil gerne være rumturist"

onsdag 28 jun 17

Kontakt

John Leif Jørgensen
Professor og Afdelingsleder for Måling og Instrumentering
DTU Space
45 25 34 48

Kimen til professor John Leif Jørgensens fascination af rummet blev lagt under 1960'ernes tv-transmissioner fra Apollo-opsendelserne.

Professor John Leif Jørgensen fra DTU Space er omtrent synonymt med stjernekameraet, som er udviklet på instituttet og nu er med i flere rummissioner bl.a. NASA's Juno-mission, der udforsker solsystemets største planet Jupiter.

Fem begivenheder har præget John Leif Jørgensens karriere. Læs, hvordan han oplevede Apollo-opsendelsen og senere blev inspireret af Troels Kløvedal, Einstein og stjernehimlen.

"Jeg ville gerne forstå, hvordan rumskibet virkede, og hvordan det kunne lade sig gøre at komme til månen. Det var vildt fascinerende."

1969 Månelandingen

Børn så ikke så meget tv i 60’erne. Men jeg kan huske, at jeg som barn fik lov til at se udsendelserne om Apollo. Månelandingen var en lang affære, der blev sendt i stumper. Først skulle man se, om kapslerne virkede. Siden fløj rumskibet rundt om månen – og til sidst overværede vi selve månelandingen. Jeg sad som klistret til skærmen. Hele familien var samlet. Vi fantaserede om, at vi nok en dag kunne komme op til månen som turister.

Selve landingen var playback, da der ikke var noget, der hed direkte tv. I dag er man vant til, at en raket flyver, men på det tidspunkt var det helt uforståeligt. Jeg kan huske, at mine forældre talte om, hvordan den her rumkapsel kunne flytte sig, når den ikke havde vinger ligesom en flyvemaskine. Samtidig lyttede jeg meget til, hvad der blev sagt på TV. Der var en del fakta, så jeg blev bibliotekets bedste ven, for jeg lånte mange bøger. Langsomt begyndte jeg så at forstå, hvad der skete.

Alt blev jo gjort på en ny måde, så det var meget betagende. Jeg ville gerne forstå, hvordan rumskibet virkede, og hvordan det kunne lade sig gøre at komme til månen. Det var vildt fascinerende. Jeg havde tidligere læst en bunke bøger om dyr og om, hvordan naturen var skruet sammen. Men her blev jeg grebet af højteknologien, og den nytte den kan gøre for samfundet. En månelanding er ikke kun sjov og blær – derfor valgte jeg at blive ingeniør.

 

1979-1981 Astral navigation

Som ung læste jeg ’Nordkaperen’ af Troels Kløvedal. Jeg drømte om en jordomsejling ligesom ham. Sammen med min nuværende kone købte jeg et træskib, og vi sejlede Nordeuropas farvande tynde. Da vi længtes efter at komme længere ud på havet, besluttede vi os for at lære at navigere ordentligt. Vi tog yachtskippereksamen og blev undervist i astral navigation af Ebbe Jacob, den samme underviser, der lærte Kløvedal at sejle. Teknikken går ud på at navigere efter stjernerne. Man bruger en sekstant, der er et vinkelmålingsinstrument, som anvendes til at måle vinklen mellem horisonten og et himmellegeme.

Det var sjovt at bruge den gammeldags måde til at navigere, og jeg nød at bruge matematikken til at udregne vores position. Hvad jeg ikke vidste som barn, var, at en af astronauterne ombord på Apollo konstant anvendte astral navigation. Pludselig så jeg på de samme stjerner som astronauterne navigerede efter på Apollo-missionen.

Uden min viden om astral navigation ville jeg ikke have fundet på at udvikle verdens første autonome stjernekamera. I dag bruger satellitter og rumsonder kameraet til at orientere sig, så forskerne altid ved nøjagtigt, hvilken vej satellitten vender i rummet. Det kaldes derfor også for et stjernekompas. Ved at sammenligne den fotograferede stjernehimmel med stjernekortet kan stjernekompasset afgøre et rumfartøjs position.

Idéen til stjernekameraet opstod en dag, hvor jeg var i gang med at udvikle et kamera til at undersøge øl-filtre, som lignede små hvide prikker på en skærm. I samme øjeblik kom Fritz Primdahl fra Dansk Rumforsknings Center forbi mit kontor. Han troede, at jeg arbejdede med stjerner, og vi kom i snak om astral navigation. Primdahl fortalte, at rumfartøjerne faktisk havde problemer med at genkende stjerner. Dem kan man da let genkende, siger jeg. Resten er historie. Første gang stjernekameraer blev brugt var på Ørsted-satellitten.

 

1982-1988 Te-møderne

Som ung forsker på DTU var jeg med til at udvikle nye højteknologiske løsninger. På det tidspunkt forskede jeg i digitale kameraer. Vi løftede lågene af computernes memory chips og brugte dem til de første simple kameraer. Jeg og min gruppe var overbevist om, at kameraerne ville blive fremtiden. Og det blev de, men jeg havde ikke forestillet mig, at teknologien skulle blive så stor.

Jeg fortalte om kameraerne på vores temøder, hvor 20-30 DTU-forskere mødets hver torsdag kl. 15. Møderne fungerede som en slags temaoplæg. Blandt forskerne var Jens Martin Knudsen, der var dansk fysiker og Mars-forsker. Han arbejdede med meteoritter, der er himmellegemer, som falder ned på Jordens overflade. På det tidspunkt havde vi lavet et kamera, der kunne undersøge meteoritternes krystalstrukturer og grundstofsammensætning.

Jens Martin blev manden, der skubbede os i gang: ”Hvis I vil forske i rumfart, skal I bare gøre det,” sagde han. Vi havde lyst, men hvordan skulle vi skaffe penge til forskningen? Dengang var der meget få samarbejder mellem industri og universiteter. Men Jens Martin satte noget i gang hos os. Vi unge begyndte at diskutere, hvordan vi kunne komme i gang.

Talen faldt på den tyske fysiker Albert Einstein, som mente, at et af de dybeste spørgsmål var, hvordan jordens magnetfelt opstod. Skulle vi ikke løse det? Spørgsmålet kom senere til at danne hjertet i den første danske satellit: Ørsted. Dens hovedformål var nemlig at kortlægge jordens magnetfelt nøjagtigt.

 

1996 Mauna Kea

NASA kontaktede mig, efter jeg havde publiceret en serie videnskabelige artikler om Ørsted-satellitten. De var interesserede i vores stjernekameraer og havde faktisk også launchet Ørsted-satellitten gratis. Nu inviterede de mig til deres observatorium på Mauna Kea på Hawaii for at teste teknologien til stjernekameraet. Mauna Kea er en inaktiv vulkan og Hawaiis højeste bjerg. Her kommer man helt tæt på stjernerne.

Mens jeg var på øen, kom en mand og præsenterede sig som Dr. Jack Connerney. Det viste sig, at han arbejdede på NASA's Goddard Space Flight Center. Han ville høre, om vi havde lyst til at flyve stjernekameraet til Jupiter. Jo tak. Det ville vi gerne… Men da Jupiter er kendt for at have en fæl stråling, aftalte vi, at jeg arbejdede videre med kameraet, så det ikke skulle blive skudt i stykker af strålingen.

Samarbejdet resulterede i, at DTU leverede stjernekameraet til sonden Juno. Sidste år gik den i kredsløb om solsystemets største planet Jupiter. Det giver os en masse viden om vores solsystems dannelse og tidlige udvikling. Siden Juno har alle døre været åbne for os. I dag har DTU Space leveret stjernekameraer til 75 internationale missioner i rummet. Nu kan vi vælge selv de bedste missioner.

I 2020 sender vi f.eks. det første instrument afsted til Mars for at være med til at opklare, om der findes liv. Det vil ikke være ringe, hvis det er DTU, der opdager, om der har været liv på Mars. Med mindre, der stadig er liv – og vi fanger en lille grøn mand.

 

1999 Ørsted-satellitten

Det var svært at etablere samarbejdet om den danske Ørsted-satellit. Det krævede, at vi væltede mure mellem industrien og universiteterne. Men derefter gik det stærkt, og vi opbyggede og udviklede satellitten i samarbejde mellem Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og danske rumindustrier.

Satellitten skrev historie som en teknologisk og dansk bedrift. Med ’Ørsted’ kunne man pludselig sende målinger af jordens magnetfelt ned til forskere, der brugte dem til at lave avancerede modeller af jordens magnetfelt. Det var nyt. Modellerne bliver stadig brugt over hele verden til bl.a. at søge efter olie og mineraler. I dag er der ikke et rumfartøj i verden, der ikke bruger stjernekameraet til styring.

Satellitten blev et ’turning point’ for hele landet. Internationalt placerede den dansk rumfart på verdenskortet. Siden har Dannmark ’ejet’ magnetfeltet. Vi ejer simpelthen en videnskab. Den var vores ’claim to fame’ og åbnede dørene til rummarkedet.

Siden har vi udviklet teknologien. Forestil dig, at vi dengang havde fremstillet en Ford T-model. Nu skulle vi udvikle en moderne bil. I dag publicerer vi løbende, når vi har opfundet nye metoder, for at øge gennemslagskraften. Vi arbejder også med at øge nøjagtigheden på rumfartøjernes målesystemer. Det vil betyde, at rumfarten kan spare ressourcer – ligesom forskningen vil bane vej for rumturister.

En tur i rummet er stadig meget dyrere end en tur til Thailand. Men jeg forventer, at vi snart vil se oppustelige hoteller, der svæver rundt i rummet. Det kunne jeg godt tænke mig selv at opleve. Jeg vil gerne være rumturist.

Blå bog

 

John Leif Jørgensen er 60 år, gift med Beth Härstedt Olsen og har to børn. Bor på Amager. I fritiden sejler han, svømmer og står på vandski. Han tager ikke mobiltelefon eller læser mails hjemme.

  • 2007- : Professor på DTU Space
  • 2005-2006: Professor på Ørsted•DTU
  • 1990-2005: Lektor, DIA-K, Ørsted•DTU
  • 1983-1989: Adjunkt, Afd. for Elektrofysik, DTU
  • 1988: Uddannet HD i organisation på CBS
  • 1982: Uddannet som elektroingeniør på DTU

Udmærkelser

  • 2013: Ridder af Dannebrog for sin indsats for rummet
  • 2014: Guldmedalje fra NASA
  • Utallige Achievement Awards fra NASA og ESA
 

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.