H.K.H. Prins Joachim besøger DTU Space 4. september 2018. (Foto: Bax Lindhardt)

Prins Joachim besøgte DTU Space og fik et Athena-spejl

tirsdag 04 sep 18
|

Kontakt

Morten Garly Andersen
Ansvarlig for kommunikation
DTU Space
45 25 97 69
H.K.H. Prins Joachim besøgte DTU Space i dag for at høre om rum-forskning og -teknologi. Prinsen udviste stor interesse for arbejdet og de studerende og modtog et spejl til en rummission med samme navn som Hans Kongelige Højheds datter.

Det er ikke hver dag, der er fornemt besøg på DTU Space, selv om der kommer mange gæster. I dag var det lidt anderledes. H.K.H. Prins Joachim var på et to timer langt besøg for at se faciliteterne og høre om forskningen på stedet.

Prinsen blev indviet i en række af de mange forskellige, rumbaserede aktiviteter, der finder sted på instituttet.

"Vi er rigtigt glade for og beærede over et så prominent besøg"
Kristian Pedersen, professor og direktør på DTU Space

Blandt andet om deltagelsen i den kommende Mars 2020-mission, produktion af stjernekameraer til navigation i rummet og magnetfelt-målestationer i Grønland. H.K.H. Prins Joachim mødte også en af instituttets dygtige ph.d.-studerende samt en gruppe studerende, der arbejder med droner på DTU Space. 

”H.K.H. Prins Joachim  var meget interesseret og entusiastisk omkring vores arbejde og de studerende. Vi er rigtigt glade for og beærede over et så prominent besøg,” siger direktør på DTU Space, professor Kristian Pedersen.

Prinsen blev også præsenteret for den kommende europæiske rummission Athena, som er et røntgenteleskop, der blandt andet skal undersøge sorte huller i universet. 
Og her ventede en lille overraskelse.

Det skal først sendes i rummet omkring 2030, men allerede nu er teknologien ved at blive udviklet. Teleskopet skal blandt andet bestå af omkring 130.000 små spejle, der fokuserer de røntgenstråler, der skal måles på, og som udvikles på DTU Space.

Prinsen fik en prøveudgave af et af spejlene til Athena-missionen. Og det var en passende, lille, fin gave, idet Prinsens seksårige datter bærer samme navn som missionen; nemlig Athena Marguerite Françoise Marie, Prinsesse til Danmark, komtesse af Monpezat.

Til gengæld fik DTU Space Prinsens autograf, der blev skrevet på en model af udstyr til den nyligt opsendte ASIM-mission.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.