GRACE 2 'reentry-point' december 2017 (Kort: DTU Space/NASA)

Ni-årig vinder rumdyst og et møde med Andreas Mogensen

mandag 15 jan 18

Kontakt

Morten Garly Andersen
Ansvarlig for kommunikation
DTU Space
45 25 97 69

Klimamission med stort DTU-aftryk

DTU Space har sat et stort aftryk på GRACE-missionen, som har bestået af de to satellitter GRACE 1 og GRACE 2, der har haft til formål at kortlægge forskellige klimaforhold på Jorden.

 

Blandt andet har DTU Space på baggrund af data fra GRACE-satellitterne har været med til at fastslå, at Grønland hvert år mister omkring 280 mia. ton indlands-is svarende til en global havstigning på 0,8 millimeter pr. år.

 

DTU Space har også leveret de to stjernekameraer til hver satellit, som har sikret, at de har navigeret præcist indbyrdes og i deres baner omkring jorden.

 

En ny mission ventes opsendt omkring april i år for at tage over, hvor GRACE 1 og 2 slap. Denne mission kaldes GRACE FO (Follow up). Også her har DTU Space leveret stjernekameraer baseret på den nyeste teknologi.

Sirius fra Jægerspris gav det bedste bud på, hvornår satellitten GRACE 2, som DTU Space har bidraget til, ville nå Jordens atmosfære. Nu skal han møde Andreas Mogensen på DTU.

Så er der fundet en vinder i konkurrencen om at gætte, hvornår GRACE 2-satellitten ville ramme Jordens atmosfære og brænde op. DTU Space har nu fået verificeret, at det skete kl. 01.16 om morgenen juleaftensdag. Her blev den udtjente klimasatellit til et stjerneskud på himlen ud for Alaskas vestkyst.

Og det blev 9-årige Sirius Vallø fra Jægerspris som - med en smule hjælp fra sin far - kom tættetst på blandt de mange deltagere i konkurrencen. Sirius gættede på, at GRACE 2 ville ramme atmosfæren "den 24/12 kl. 02:13 dansk tid", altså inden for en time, efter det faktisk skete.

"Min far har fortalt os (Sirius og storebror Wilhelm, red.) alt muligt om rummet. Han siger, at astronaut er det sejeste job i hele verden, men også det sværeste at blive," sagde Sirius Vallø til videnskab.dk, da han fik at vide, han havde vundet.

Glæder sig til at møde Danmarks astronaut

Nu skal han så besøge DTU Space for at få sin præmie: Chokolade, en rundvisning på DTU Space og ikke mindst mødet med den danske astronaut Andreas Mogensen, som Sirius glæder sig allermest til. 

Konkurrencen, der blev sat i værk i december i samarbejde mellem DTU Space og videnskab.dk, har været med til at sætte fokus på den unikke klimamission, som består af de to satellitter GRACE 1 og GRACE 2.  De blev sendt i rummet af NASA i 2002 og har siden foretaget omfattende kortlægning af jordens klima.

15 år i rummet

Efter 15 år i rummet har satellitterne udtjent deres formål og blev derfor i slutningen af 2017 styret mod Jorden for at brænde op i atmosfæren.

Det præcise tidspunkt og sted var dog ikke kendt. Mens GRACE 2 kom først, er søstersatellitten GRACE 1 nu også på vej ned.

Blandt deltagerne i konkurrencen var både skolebørn, gymnasielever og universitetsstuderende. Men det blev altså 9-årige Sirius, der gav det bedste bud.

(På kortet fra NASA øverst ses den bane, GRACE 2 kom ind mod Jorden i, og beregninger viser, at den formentlig har ramt atmosfæren - 're-entry'-punktet - over havet ud for det vestlige Alaska cirka 200 kilometer øst for byen Nome.)

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
http://www.space.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=4E39F526-EC25-47D1-828D-4ECC87819DC0
25 MAJ 2018