Foto: DTU Space/Morten Garly Andersen

DTU hilser regeringens nye dronestrategi velkommen

fredag 23 sep 16

Kontakt

Kristian Pedersen
Direktør
DTU Space
45 25 95 01

DTU Dronecenter

DTU har et dronecenter - DTU Space Dronecenter - som er en samlet indgang til DTU’s drone-aktiviteter.

Centret anvender og udvikle eksisterende forskningsbaserede kompetencer på DTU til at drive udviklingen inden for specifikke droneområder.

Dels som supplement til industriens produktion af komplette ubemandede systemer, herunder droner, og dels som støtte til myndigheder og virksomheder, der anvender eller ønsker at anvende ubemandede systemer.

Danmark har i dag fået sin første nationale strategi for droner. DTU har mange aktiviteter inden for drone-området og vil bidrage med vigtig viden, når strategien skal udfoldes. DTU ser derfor frem til, at der nu sættes nye initiativer i værk og kommer ekstra fokus på området herhjemme.

Det er regeringen, der har offentliggjort strategien for de flyvende droner. På DTU Space hilser direktør Kristian Pedersen dronestrategien velkommen.

”På DTU er vi glade for, at der nu kommer ekstra fokus på droneområdet. Der er stort potentiale for vækst på området, og i Danmark har vi forudsætningerne for at blive en vigtig spiller, fordi både det private erhvervsliv og de tekniske universiteter og videnstitutioner allerede er meget involverede i området”, siger han.

Med strategien ønsker regeringen at tilskynde danske virksomheder og videninstitutioner til at udvikle droneteknologien og ad den vej blandt andet skabe nye arbejdspladser i Danmark.

På DTU er der stor ekspertise i udvikling og forskning i drone-teknologier. Fra præcisionsstyring under svære forhold, når droner skal lande på skibe i hårdt vejr eksempelvis, til overvågning af havområder, for eksempel udbredelsen af ålegræs. Der er en række forsknings- og udviklingsprojekter i gang, som blandt andet involverer myndigheder og erhvervsliv.

Desuden har DTU Space for nylig leveret det første samlede overblik over de muligheder, Danmark har for at etablere en ruminfrastruktur baseret på satellitter og droner i Arktis.

"På DTU Space ser vi frem til at bringe vores mange og skarpe kompetencer mere i spil på droneområdet "
Kristian Pedersen, direktør DTU Space

Ifølge Kristian Pedersen vil dronestrategien spille rigtigt godt sammen med den nationale rumstrategi, der kom i sommer, og strategien for arktisk forskning, uddannelse og innovation, som ventes offentliggjort senere i år.

”Samspillet mellem universiteter og andre forskningsinstitutioner, myndigheder og virksomheder er nøglen til at få løftet droneområdet herhjemme,” siger han.

”Med strategierne bliver det muligt at fokusere og effektivisere indsatsen endnu mere. På DTU Space ser vi frem til at bringe vores mange og skarpe kompetencer mere i spil på droneområdet og ikke mindst bidrage med det internationale perspektiv.”

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.