Danmark fotograferet fra Den internationale rumstation, ISS, i 2015. (Foto: Andreas Mogensen, ESA)

Den internationale rumstation og et flot samarbejde fylder 20

fredag 23 nov 18

Kontakt

Kristian Pedersen
Direktør, Professor
DTU Space
45 25 95 01

Kontakt

Morten Garly Andersen
Ansvarlig for kommunikation
DTU Space
45 25 97 69

Fakta om ISS

  • ISS måler 108 gange 72 meter, hvilket er en smule større end fodboldbanen i Parken, som er Danmarks nationale fodboldstadion.

 

  • Den befinder sig cirka 400 km over Jorden.

 

  • Et kredsløb omkring Jorden tager ISS 90 minutter med en hastighed på cirka 28.000 km/t.

 

  • Prisen for ISS er 100 mia. Euro over 30 år alt inklusive.
DTU Space har ydet flere bidrag til Den internationale rumstation, som både har vakt begejstring og sikret internationalt samarbejde.

Det er et unikt internationalt samarbejde i rummet, som denne uge fejrer 20 års fødselsdag. Samarbejdet om den Internationale rumstation, ISS, involverer fem rumfartsorganisationer og 15 lande, heriblandt Danmark.

Her har russere, amerikanere, japanere, svenskere, tyskere og ikke mindst den danske astronaut Andreas Mogensen arbejdet tæt sammen omkring rumteknologi og rumvidenskab på tværs af kulturer og sprog.

DTU Space og andre danske organisationer, universiteter og virksomheder har i tidens løb leveret flere bidrag til rumstationen. Og med opsendelsen af Andreas Mogensen til ISS i efteråret 2015 kom en dansker for første gang i rummet. Dermed blev en milepæl nået i dansk rumforskningshistorie, der går tilbage til 1960’erne og har rødder i det, som i dag er DTU Space.

Rumstationen blev officielt etableret 20. november 1998, da det første modul kaldet Zarya blev sendt i rummet fra det russiske Baikonur Cosmodrome. To år senere blev de første astronauter sendt derop. Siden har der konstant været bemanding. Hidtil har godt 230 forskellige personer fra 18 lande været på ISS.

”ISS har bidraget til at skabe begejstring omkring forskning i rummet. Og så er det et fantastisk internationalt fredsprojekt, hvor forskere fra store og små nationer har arbejdet sammen under udfordrende forhold,” siger professor og direktør på DTU Space, Kristian Pedersen.

Danmarks største rummission blev sendt til ISS

Der er blevet foretaget både rumforskning, medicinsk forskning samt udvikling af teknologier til brug i rummet. DTU Space har været involveret i flere af projekterne.

I april blev Danmarks hidtil største rummission, ASIM, sendt ud til ISS. Det er et ESA-projekt, som DTU Space har udviklet og står for den videnskabelige ledelse af. ASIM undersøger uvejr og lyn i rummet, og de første videnskabelige resultater fra missionen er lige på trapperne.

ASIM, bygger på THOR-projektet, som Andreas Mogensen gennemførte under sin mission på ISS i 2015. Her optog han blandt andet synlige lyn-udladninger, der slår opad i rummet fra skyerne over Jorden. Disse fænomener undersøges nu mere detaljeret med ASIM.

Allerede næste måned sendes en ny mission mod ISS med dansk udstyr ombord. Det er NASA-missionen GEDI, der monteres på ISS og fra rummet opmåler højden og omfanget af skove på Jorden og dermed sikrer ny viden om økosystemets optag og afgivelse af CO2. Her har DTU Space leveret udstyr, der er med til at sikre, at GEDI-instrumenterne positioneres præcist, når de skal pege mod Jorden.

Tidligere har DTU Space leveret både forskning og udstyr i forbindelse med en række andre missioner på ISS. Blandt dem NICER-missionen, som indeholder et røntgen-teleskop, der er monteret uden på ISS. Her fra måles røntgenstråling fra fjerne neutronstjerner i Mælkevejen.

Maratonløb og FN's menneskerettighedsdeklaration ombord

ISS har været med til at begejstre unge over hele kloden og styrke interessen for naturvidenskab og teknologi gennem talrige livesessions mellem ISS og Jorden.

Der er også blevet afviklet en maraton-distance på ISS. Og i 2008 blev en kopi af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder sendt op til ISS i anledning af 60-årets for erklæringens underskrivelse i Paris, og for at understrege formålet med ISS: det civile samarbejde mellem vidt forskellige lande til det fælles bedste.

Så der er sket meget på ISS, og efter 20 år i daglig drift er rumstationen nu ved at være godt brugt. NASA har oplyst, at man planlægger at trække sig helt eller delvist fra samarbejdet omkring 2024. Hvad der skal ske med rumstationen derefter er uvist. Det overvejes både at skrotte den eller lade den privatisere.

Men denne uge er der fødselsdagsfest på ISS, og forude venter mindst seks år mere med globalt samarbejde om det unikke rumprojekt.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.