Drone i Arktis

I fremtiden bliver det lettere at finde råstoffer i Grønland med ny drone fra DTU Space

onsdag 21 dec 16

Forskere ved DTU Space udvikler en ny drone, der skal opspore magnetiske mineraler og metaller til lands og til vands. Dronen, der oprindelig er udviklet med henblik på minerydning, har et stort erhvervspotentiale indenfor råstofefterforskning. 

Ph.d. i geologi og administrerende direktør for EIT RawMaterials, Karen Hanghøj, fortæller, at den nye drone fra DTU Space kan være et skridt i retning af, at Europa kan blive mindre afhængig af råstoffer fra Kina i fremtiden. EIT RawMaterials er sat i verden af EU Kommissionen for at fremme Europas uafhængighed af importerede råstoffer, og netop droneteknologi er en af de innovative løsninger, der er store forventninger til.

Europa er importafhængig af Kina

For 100 år siden var Europa den største mineregion i verden, men i flere år har den europæiske minebranche været på lavblus, fordi konkurrenceevnen i forhold til BRIC-landene er faldende. Europa forbruger i dag 25-30 % af de mineraler, der udvikles på verdensplan, men producerer kun 3-5 %, hvilket gør os meget importafhængige, siger Karen Hanghøj.
I 2009-2010 lagde Kina et loft på deres eksport af sjældne jordartsmineraler, som man blandt andet benytter i grøn teknologi og elektronik. Det fik konsekvenser for nogle af de store industrivirksomheder i Europa, blandt andre  producenter af elbiler, computere, mobiltelefoner og lignende produkter, hvor  mineraler og sjældne jordarter er en vigtig komponent.  Kina står for 97 % af verdens produktion. I dag er Kinas andel af verdensproduktionen dog faldet til lige under 90 %, men det er stadig et mål for EU at blive mere selvforsynende.

Droner kan fremme konkurrenceevnen

Grønland er et af de steder i verden med største forekomster af mineraler og sjældne jordarter, men landet er svært fremkommeligt med dårlig infrastruktur og store afstande. Det er derfor både dyrt og besværligt at  foretage mineralefterforskning, få det rette udstyr til at udgrave dem og sidenhen fragte dem ud af landet. Store driftsomkostninger og lave priser på mineraler og metaller, betyder at kun ganske få ønsker at investere i mineraleftersøgningen og at flere mineprojekter er  er blevet sat på hold de senere år.

Karen Hanghøj fortæller, at dronerne kan fremme konkurrenceevnen ved hurtigere og billigere at overflyve  store svært tilgængelige områder. Nuværende efterforskning forudsætter dyre feltsæsoner, men med droner kan prisen reduceres  og det vil kunne få en stor indflydelse på, hvordan vi arbejder med råstoffer i fremtiden. Hvis man kan sænke prisen på at finde råstofferne vil det dermed også blive rentabelt at investere i minedrift i Grønland. 

 

Kilde: Politiken

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.