DTU Space har været stærkt involveret i samarbejdet om den danske Ørsted satellit, som blev sendt i rummet i 1999.
Ørsted var Danmarks første satellit. Den blev opsendt 23. februar 1999. Den har målt Jordens magnetfelt med stor præcision. Missionen er afsluttet og afløst af Swarm-missionen, som stadig er aktiv og hører under den europæiske rumorganisation ESA, men delvis ledes af DTU Space.
De sidste videnskabelige data fra Ørsted blev hentet i 2013. Målinger fra Ørsted-satellitten af Jordens magnetfelt er blevet brugt til at lave nye, avancerede modeller af Jordens magnetfelt.
Magnetfelt-modellerne er i dag primært baseret på Swarm-data, og de bliver brugt over hele verden blandt andet til at søge efter olie og mineraler.
Modeller baseret på bl.a. Ørsted og Swarm er udviklet af forskere fra DTU Space i samarbejde med NASA og ESA.
Ørsteds efterfølger har dansk ledelse:
Det europæiske satellitprojekt Swarm, blev opsendt i 2013 og måler Jordens magnetfelt med op til ti gange større nøjagtighed end Ørsted var i stand til. DTU Space leder dele af Swarm-projektet og har leveret vigtige instrumenter til satellitterne.