Planck-satellitten har afsluttet sin mission

Farvel til Planck-satellitten

tirsdag 29 okt 13

Kontakt

Carol Anne Oxborrow
Specialkonsulent
DTU Space
45 25 97 33

Efter 4,5 års arbejde med at indsamle viden om Universets skabelse og de første sekunder efter Big Bang slukkede Det Europæiske Rumfartsagentur, ESA, i den forgangne uge for Planck-satellitten.

ESA sendte i sidste uge Planck-satellitten i permanent dvale. Dermed er satellittens arbejde ved vejs ende.

Planck-satellitten har foretaget den hidtil mest præcise kortlægning af den kosmiske baggrundsstråling, der stammer helt tilbage fra tiden lige efter Big Bang. Planck har dermed bidraget til at give svar på fundamentale spørgsmål om Universets udvikling. DTU Space har udviklet de spejle, der indfangede baggrundsstrålingen.

Carol Anne Oxborrow fra DTU Space, som har været tilknyttet Planck-missionen, er stolt over de resultater, som er opnået - men anser ikke arbejdet som afsluttet:

"Det er trist at sige farvel til Planck. Men missionen er på sin vis slet ikke afsluttet endnu. De data, vi har fået fra satellitten, er en skattekiste af viden. Dem kommer vi til at kunne bruge i mange, mange år frem endnu. Jeg er ret sikker på, at de resultater vi kommer til offentliggøre, vil være banebrydende.

Carol Anne Oxborrow fortsætter:

"I en europæisk - og ikke mindst dansk - kontekst er Planck et enormt vigtigt og spændende projekt. Det er stort, at vi er med til at  afsløre de første stadier af Universets liv og udvikling på en enorm detaljeret måde."

Carol Anne Oxbrow forventer, at de første artikler om Plancks polarisationsdata, som kan afsløre tyngdekraftsbølger fra Big Bang, vil blive publiceret i 2014.

Planck ender sine dage "parkeret" i et kredsløb omkring solen.

Du kan læse mere om afslutningen på Planck-missionen på ESA's hjemmeside.


Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.