De otte bøger i serie 5 af Vild med Viden, om astronomi

DTU Spaces astrofysikere er Vilde med Viden

onsdag 26 nov 14

Kontakt

Carol Anne Oxborrow
Specialkonsulent
DTU Space
45 25 97 33

Fire astrofysikere fra DTU Space har været med til at skrive fire børnebøger om astronomiske emner. De små bøger udkommer i serien Vild Med Viden, der udgives af Forlaget Epsilon. De dækker emnerne: Solen (Susanne Vennerstrøm), Rumfart (Allan Hornstrup), Big Bang (Carol Anne Oxborrow) og  Solsystemet (Kristoffer Leer).

Niels Bohr Insitutettet er med

Astronomiserien på 8 bøger er faktisk den femte i serien af Vild Med Viden, og indeholder også 4 bøger skrevet af forskere fra Niels Bohr Instituttet i København. Disse fire omhandler emnerne Kometer, Sorte Huller, Galakser og Stjerner. Samarbejdet blev koordineret af den erfarne videnskabsformidler Lone Bruun, der er indehaver af Forlaget Epsilon, som udgiver Vild Med Viden bøgerne.

Børnenes niveau

Ideen bag bøgerne er, at mange børn stiller spørgsmål om alt muligt, som selv med den bedste vilje ikke kan besvares af forældrene, og her kan Danmarks mange eksperter træde ind og på en simpel måde forklare nogle af de mest fascinerende ting i hele universet. Hver bog skrives af en ekspert i netop det emne, som bogen handler om. Lone og hendes medredaktør Anja Andersen har sørget for at sproget og begreberne er blevet holdt på børnenes niveau.

Flotte billeder

"Den perfekte gave til de nysgerrige børne i dit liv!"
Carol Anne Oxborrow, astrofysiker, forfatter

Selvom hver bog kun indeholder 16 sider er hver af dem også en skattekiste af flotte billeder i verdensklasse.

Claus Rye Schierbeck har tilføjet nogle oplysende illustrationer på de steder, hvor NASA, ESA og alverdens observatorier ikke har kunnet forsyne bogen med noget passende. Ud over disse små bøger er Claus kendt for sine fortryllende illustrationer af trolde og vikinger.

Besøgssteder i Danmark

Bøgerne koster kr. 20,00 stykket, men hele serien kan fås for kr. 120,00, enten direkte fra Forlaget Epsilon, eller fra Arnold Busck og fra de mindre butikker, der findes rundt om i Danmark på museer, akvarier, planetarier og i zoologiske haver. Hvis mor og far eller bedsteforældrene løber tør for gode svar under et weekendbesøg med børnene, er Vild Med Viden parat til at hjælpe. I bøgerne kan man også læse om de mange besøgssteder i Danmark der beskæftiger sig med astronomi.

Bøgerne blev lanceret under Bogforum 2014 i Bella Center.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.