Foto Joachim Rode

DTU udpeger ny direktør for rumfartsinstitut

fredag 26 jun 20

Kontakt

Anders Overgaard Bjarklev
Rektor
45 25 10 00

Kontakt

Henning Skriver
Direktør
DTU Space
45 25 37 92
Som ny leder af DTU Space vil Henning Skriver videreudvikle instituttets høje, faglige niveau.

DTU har med virkning fra 1. juli udpeget viceinstitutdirektør Henning Skriver til ny direktør for DTU Space. Henning Skriver har været konstitueret direktør for instituttet siden 1. marts i år.

"Henning Skriver har et indgående kendskab til DTU som forsker, mangeårig vicedirektør og senest konstitueret direktør for DTU Space. Han har været en kæmpe drivkraft i videreudviklingen af uddannelserne på instituttet. Derfor er jeg meget glad for, at han søgte stillingen, og jeg er ikke i tvivl om, at han vil løfte opgaven," siger DTU's rektor, Anders Bjarklev, i anledning af udnævnelsen.

Henning Skriver, der er 63 år, blev uddannet som elektroingeniør på DTU i 1983, og har siden arbejdet med forskning inden for radar telemåling samme sted. I 2001 blev han lektor ved det daværende Ørsted-DTU og senere fra 2007 på DTU Space, hvor han samme år blev leder af sektionen 'Microwaves and Remote Sensing’. I 2014 blev han viceinstitutdirektør på DTU Space og 1. marts 2020 tiltrådte han som konstituteret institutdirektør.

Henning Skriver har og har haft en lang række tillidsposter i internationale rumfarts-relaterede organisationer. Bl.a. var han i perioden 1995-2006 Danmarks repræsentant i det europæiske rumagentur ESA's Data, Operations, Scientific and Technical Advisory Group og Programme Board for Earth Observation. Siden 2013 har han været dansk repræsentant i rumfartskomiteen under EU's forskningsprogram Horizon 2020.

"Det er min ambition at fastholde og videreudvikle det meget høje faglige niveau på DTU Space sammen med de mange utroligt dygtige medarbejdere. Vi skal i endnu højere grad orientere instituttet mod samfundets behov gennem samarbejder med nationale og internationale partnere, herunder universiteter, myndigheder og virksomheder," siger Henning Skriver.

"Og et vigtigt element i vores indsats for at levere viden og resultater til samfundet er vores evne til at uddanne dygtige og velkvalificerede kandidater, der kan opfylde de meget høje krav, der stilles i de brancher, vi leverer kandidater til."

Henning Skriver er gift med Bente, som er ansat på Novo Nordisk, og de bor i Værløse. Han har to børn på 33 og 30 år, og to børnebørn på 5 og 2 år. Fritiden bruger han på børnebørn og rejser.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
https://www.space.dtu.dk/nyheder/Nyhed?id=%7BF0A929E7-1163-431A-AA32-7C42B0131940%7D
14 JULI 2020