ASIM er monteret uden på Den Internationale Rumstation ISS, som er  i kredsløb godt 400 km over Jorden, hvorfra den undersøger uvejr nær Jorden. (Foto: ESA)

DTU-forskere afdækker klodens ekstreme energiudladninger

onsdag 11 dec 19
|

Kontakt

Torsten Neubert
Chefkonsulent
DTU Space
45 25 97 31

ASIM undersøger uvejr i rummet

Nu er der nyt fra Danmarks store rummission ASIM, som blev sendt i rummet i fjor. Forskerne kan nu forklare mere om de voldsomme fænomener, der opstår i forbindelse med tordenvejr over skyerne. Den nye viden er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.

Med målinger fra den danske-ledede ASIM-mission på Den Internationale Rumstation (ISS) har et internationalt forskerhold anført af DTU Space opdaget, at ekstremt energirige glimt af røntgenstråling kan udsendes fra tordenskyer, samtidig med at et kæmpe område af den nederste ionosfære i 90 km højde oplyses af UV-stråling.
 
Opdagelsen offentliggøres nu i det videnskabelige tidsskrift Science med DTU Space som hovedforfatter.
 
Disse røntgenglimt fra tordenskyer kaldes Terrestrial Gamma-ray Flashes (TGF) og har ekstremt høje energier. Det er jordens mest energirige, naturligt forekommende energiudladning, hvilket indebærer, at der opstår energier helt op til 40 Megaelektronvolt.
 
Et skridt nærmere forståelsen af de store energiudladninger
 
Forskere har forsøgt at forstå TGF’ere, siden de blev opdaget i 1994. Med ASIM er forskerne nu kommet et skridt nærmere en forståelse af mekanismerne bag.
 
”Vores målinger antyder, at TGF’er skabes af elektroner, der accelereres til meget høje energier i det elektriske felt i spidsen af et lyn, netop som det bevæger sig fremad. Samtidig kan den elektriske impuls være så kraftig, at den anslår en stor del af ionosfæren i 90 km's højde,” siger Torsten Neubert, der er videnskabeligt ansvarlig for ASIM og chefkonsulent på DTU Space.
 
De nye opdagelser forbundet med ASIM er netop offentliggjort på American Geophysical Unions Earth and Space Science årsmøde, som afholdes i San Francisco denne uge. Foruden at være i tidsskriftet Science er opdagelserne beskrevet i yderligere to artikler, som netop er offentliggjort i Journal of Geophysical Research. Alle med bidrag fra DTU Space.
 
Siden ASIM blev opsendt, er der registreret cirka 464 TGF-hændelser, og mindst 54 har udsendt nok røntgenstråling til, at der kan genereres billeder af  fænomenet.
 
Opsendt til den internationale rumstation i 2018
 
ASIM blev sendt op til ISS i fjor, hvor den blev monteret uden på det europæiske Columbus-modul. Fra sin bane 400 km over Jorden har ASIM foretaget tusindvis af målinger af voldsomme tordenvejr over hele kloden. Det er sket med de første instrumenter, der er specielt designet til at måle TGF'er.
 
Torsten Neubert glæder sig over, at ASIM nu har leveret de første vigtige videnskabelige resultater:
 
”Ved at komme over skyerne med ASIM har der åbnet sig et helt nyt vindue til det indre af disse fantastiske lyn og relaterede fænomener,”  siger han.
 
Dedikeret samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv

ASIM’s instrumenter bygger på ekspertise i den private erhvervsvirksomhed TERMA, som har ledet den tekniske del af projektet, samt på DTU Space og hos vigtige samarbejdspartnere på universiteterne i Bergen og Valencia.

”Et dedikeret samarbejde har gjort det muligt for første gang at observere både gammaglimt og lynaktivitet på samme tid, fra samme platform og med specialdesignede instrumenter,” siger Torsten Neubert.

 

Illustration fra ASIM-artiklen i Science, der viser principperne for dannelsen af fænomenerne TGF og Elve. (Illustration: Science/DTU Space)

Illustrationen viser, hvor et TGF-fænomen og relaterede hændelser kan udvikles og registreres med ASIM: 
En intra-cloud lyn-hændelse (IC) genererer en TGF og en elektromagnetisk puls (EMP). EMP'en påvirker UV-stråling i ionospheren og så opstår Elve-fænomenet. TGF og UV-stråling observeres af ASIM fra dens position uden på rumstationen ISS. Den grå flade nederst angiver Jorden. (Kilde: Science/DTU Space)

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
https://www.space.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=2F2D72E5-B5B6-4DA5-B6D5-918FC5CC382D&utm_device=web&utm_source=RelatedNews&utm_campaign=DTU-med-i-ny-NASA-mission-naer-Jorden
20 FEBRUAR 2020