Arctic DTU Campus Sisimiut tiltrækker internationale studerende til semester om ingeniøropgaver under ekstreme forhold.
Ingeniørstuderende fra EU og hele verden søger hvert år til DTU Arctic Campus Sisimiut for at læse Arktisk Semester. Gennem de seneste tre år har størstedelen af deltagerne været internationale studerende, og studiestarten i februar 2020 var ingen undtagelse. Ud af de 20 studerende på årets semester kommer 14 studerende med en international baggrund.
"Kurserne er specifikt rettet mod at forstå det arktiske miljø, klima og samfund, og kurset udfordrer os til at anvende miljø- og konstruktionsprincipper, som er helt særlige for de arktiske forhold."
Vivienne Jaehn-Kreibaum, udvekslingsstuderende fra University of British Columbia, Canada.
DTU har tilbudt Arktisk Semester siden 2016, men i år var studiestart den koldeste nogensinde. Cold Climate-studerende Renato Sperandio Rodrigues fra Brasilien så sne for første gang i sit liv, og canadiske Vivienne Jaehn-Kreibaum, der er udvekslingsstuderende fra University of British Columbia, UBC, fik opfyldt sine drømme om at arbejde i et ekstremt miljø, da hun satte en teltplads op i en temperatur på minus 22 grader.
”Programmet Arktisk Semester og ingeniørarbejde under ekstreme forhold tilbydes ikke på UBC eller så vidt jeg ved på nogen anden institution i Canada. Kurserne er specifikt rettet mod at forstå det arktiske miljø, klima og samfund, og kurset udfordrer os til at anvende miljø- og konstruktionsprincipper, som er helt særlige for de arktiske forhold. Hvor de miljø- og anlægsprogrammer og kurser, som tilbydes på de fleste canadiske universiteter, er brede, så giver Arktisk Semester mulighed for at studere på en koncentreret måde direkte i marken med andre studerende,” siger Vivienne Jaehn-Kreibaum.
Arktisk Semester udbydes af DTU Byg på Arctic DTU Campus Sisimiut i det midtvestlige Grønland. Semesteret strækker sig over fem måneder fra februar til slutningen af juni og indledes med kurser, der sætter scenen for ingeniørarbejde i Arktis. De studerende ser på infrastrukturen, natur og klima- og miljøudfordringer, inden de fordyber sig i et specialiseringskursus inden for byggeri eller infrastruktur.
Præfabrikation af huse
Årets tema på byggeri i arktiske forhold er præfabrikation af huse. De studerende får indsigt i den nyeste viden, og undervisningen lægger op til, at de studerende kan arbejde videre med analyser af, om præfabrikation er en mulighed i Arktis, og hvad Grønland kan få ud af at indføre denne byggemetode.
”Præfabrikation er en teknologi, som er indført mange andre steder, men Grønland har ikke tradition for det. Vi ser blandt andet på, hvad byggebranchen kunne opnå ved at bygge elementer i et beskyttet miljø i vintermånederne og samle dem på byggepladsen om sommeren,” siger Martin Kotol, adjunkt på DTU Byg og underviser på Arktisk Semester.
Nye lufthavne
På infrastrukturlinjen fokuserer Thomas Ingeman-Nielsen, lektor på DTU Byg og underviser ved det arktiske semester på konstruktion af lufthavne i Arktis og de særlige forhold, ingeniører møder i de specielle geotekniske, klimamæssige og logistiske rammer.
”Det er især interessant i disse år, når Grønland bygger tre nye store internationale lufthavne, og en række nye regionale lufthavne er på tegnebrættet. Vi arbejder med permafrost i sedimenter og bjerge, borer kerner af frosset jord og installerer temperatursensorer i jorden, hvorefter studerende arbejder med dataene,” siger Thomas Ingeman-Nielsen.
På infrastrukturlinjen får studerende også indsigt i særlige spørgsmål omkring arbejde med og i stenmasser, kerneboring og sprængning kombineret med praktiske oplevelser i samarbejde med Råstofskolen i Sisimiut. Kurset dækker også geodætiske emner som positionering af satellitter, landmåling og etablering af lokale koordinatsystemer. Disse kompetencer testes ved kortlægning af de lokale lufthavnskonstruktioner i Sisimiut.
Når studerende gennemfører det sidste kursus på Arktisk semester 2020, udarbejder de en rapport, der beskriver og analyserer forskellige design- og konstruktionsmuligheder for en af de største planlagte lufthavne.