Uddannelses- og Forskningsministeriets nyindstiftede pris - Into Change Award - går i år til det internationale astrofysikkonsortium ENGRAVE, hvor seniorforsker Giorgos Leloudas og ph.d.-studerende Hannah Wichern fra DTU Space er aktive medlemmer.
Med prisen ønsker ministeriet at hylde europæiske værdier og excellence indenfor forskning. De to DTU-forskere og ENGRAVE hædres for at bidrage til forståelsen af, hvordan universets tungeste grundstoffer - som guld, uran og platin - dannes. Det sker i forbindelse med kollision mellem to neutronstjerner eller mellem en neutronstjerne og et sort hul. Sådan en hændelse kaldes en kilonova-eksplosion.
”Dette er et afgørende spor i kortlægningen af vores kosmiske oprindelse”, siger Giorgos Leloudas, som er koordinator i en af arbejdsgrupperne i ENGRAVE.
”Vores hold på DTU Space har bidraget til forskningen i ENGRAVE gennem flere år, og vi er glade for at være blandt modtagere af den første Into Change-pris”.
Giorgos Leloudas har bidraget til flere af de vigtige videnskabelige artikler, som ENGRAVE tildeles prisen for.
Forskere fra Københavns Universitet har fremtrædende rolle i samarbejdet og modtager ligeledes prisen. ENGRAVE-samarbejdet omfatter omkring 250 forskere på universiteter og forskningsinstitutioner i en række primært europæiske lande.
Forskningen i ENGRAVE bygger på observationer fra en række teleskoper på Jorden og i rummet. Blandt andet det jordbaserede VLT-teleskop i Chile og det rumbaserede James Webb Space Telescope, som DTU Space har leveret udstyr til.
Med prisen følger 8 mio. kr. til ENGRAVE-konsortiet. Prisen støttes økonomisk af Novo Nordisk Fonden, Carlsbergfondet og Villum Fonden. Den uddeles 15. december i Operaen i København.
ENGRAVE-samarbejdet
ENGRAVE-samarbejdet (Electromagnetic counterparts of gravitational wave sources at the Very Large Telescope) blev dannet på baggrund af en monumental opdagelse, der fandt sted i 2017.
Her kunne et internationalt forskningssamarbejde ledet af et netværk af forskere og observatorier i 13 europæiske lande for første gang påvise, at tunge grundstoffer - som guld, uran og platin - dannes i enorme mængder under sammenstød mellem to neutronstjerner eller mellem et sort hul og en neutronstjerne. Forskerne havde observeret et specifikt af den slags sammenstød, en hændelse kaldet GW170817.
ENGRAVE blev efterfølgende dannet i 2018 for at samle astronomer, fysikere og kosmologer i en fælles indsats for yderligere udforskning af de ekstreme sammenstød.