DTU Space får ny direktør den 1. september 2012

Rumteknologi

DTU har med virkning fra 1. september ansat den fremtrædende rumforsker Kristian Pedersen som ny institutdirektør for DTU Space. Han kommer fra en stilling som direktør for Københavns Universitets Space Science Center.

”Vi er glade for, at Kristian Pedersen har sagt ja til stillingen som institutdirektør på DTU Space. Med sine stærke forskningsmæssige kompetencer og ledelsesmæssige erfaring vil han blive en stor gevinst for både DTU Space og for instituttets samarbejdspartnere,” siger DTU’s rektor, Anders Bjarklev.

Ifølge Kristian Pedersen selv vil han fokusere på dels at gøre DTU Space til et endnu bedre sted at forske, undervise og studere, dels at styrke samarbejdet med de øvrige DTU-institutter og med partnere blandt internationale universiteter og virksomheder.

”DTU Space er langt det største rumforskningsinstitut i Danmark, og for mig er det et drømmejob at stå i spidsen for instituttet og dermed påvirke den retning, som dansk rumforskning skal følge. Vi beskæftiger os med ”rocket science”, og det skal vi være stolte af og fortælle til omverdenen. Det glæder jeg mig til at gøre sammen med mine nye kolleger og de studerende,” siger Kristian Pedersen.

Læs mere ->