Professor Fiona Harrison udnævnt til æresdoktor ved DTU

Rumteknologi Rumteknologi og instrumenter

Fiona Harrison, der er professor ved California Institute of Technology (CalTech), er blevet udvnævnt til æresdoktor ved DTU. Professor Harrison er videnskabelig leder af NuSTAR-missionen, der i 2012 skal sendes ud i rummet. NuSTAR vil som det første rumteleskop nogensinde være i stand til at lave skarpe billeder af meget energirig røntgenstråling.

NuSTAR's observationer vil på afgørende vis give os ny viden om voldsomme og energirige fænomener i universet som eksploderende stjerner og sorte huller, der spiser løs af deres omgivelser. NuSTAR er en NASA-mission, men flere forskningsinstitutioner bidrager til missionen - bl.a. Institut for Rumforskning og -teknologi ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space). DTU Space har udviklet en særlig flerlagsbelægning, der gør det muligt for NuSTARs spejle at indfange den energirige røntgenstråling.