Åben Dag viste DTU Space frem som levende og spændende forskningsvirksomhed.
De sidste udstillingsgenstande er efterhånden flyttet på plads fra ”Åben Dag”-arrangementet fra fredag den 23. nov. 2012. Hvad enten de skal flyttes til midlertidig opmagasinering, til Planetariet i København eller til deres næste destinationer til øvrige udstillinger, hvor de skal understøtte de formidlingsaktiviteter, som DTU Space byder på udenfor instituttets mure.
Snart er der ingen andre spor tilbage fra en vellykket og veloplagt dag, end hvad hjernen gemmer på hos de besøgende eller hos de ansatte, hvor bygning 327/328 på Elektrovej på DTU Campus var fyldt op med interesserede og spørgelystne publikummer ved de bemandede opstillede stande på alle etager fra kælder til 2. sal.
TV-mediernes fokus var på at ”låse hemmelighederne op” omkring Universets gåder, avisernes fokus var på at rumforskningen nu er samlet på Campus i Lyngby og alle ansatte på DTU Space´s fokus er nu på glæden over at have bidraget til endnu en succes.
DTU Space præsenterede sig som dét det er, nemlig en levende og spændende forskningsvirksomhed, hvor alle medarbejdere med hver deres funktion får organisationen til at fungere som en samarbejdende størrelse og hvor arbejdsglæden er en drivkraft i sig selv. Ikke mindst var det opsigtsvækkende at kodeordene, nysgerrighed og begejstring, var at finde på begge sider af arrangementet. Status - "Mission fullfilled".
DTU Space siger tak for en herlig dag med mange interessante spørgsmål og veloplagte personer, som alle tog del i instituttets forskningsaktiviteter på det formidlingsmæssige område og gjorde ”Åben Dag” til en mindeværdig dag.
Lorry TV – hele døgnet - http://www.lorry.dk/arkiv/2012/11/23?video_id=73923
Og http://www.lorry.dk/arkiv/2012/11/23
Programmet for standene opstillet på dagen - http://www.space.dtu.dk/AabenDag/Program%20for%20indvielsesdagen.aspx