Verdens hidtil største rumteleskop, med udstyr fra DTU Space ombord, er sat til opsendelse 25. december i tidsrummet 13.20-13.52 dansk tid.
OPDATERET 22. DECEMBER KL. 13.00.
Opsendelse p.t. sat til 25. december 13.20-13.52 dansk tid.
Udsættelser sker af tekniske, menneskelige eller vejrmæssige årsager.
Opsendelsen er blevet udskudt to gange i december (fra hhv. 16. og 24. december).
Den seneste udskydelse skyldes vejrforhold.
Her på DTU Space venter vi i stor spænding på opsendelsen af James Webb Space Telescope (JWST) med flight VA256 fra den europæiske rumhavn i Fransk Guyana. Vi har leveret udstyr til missionen, og er med i den videnskabelige del.
Teleskopet er ombord i den europæiske Ariane 5-raket, som nu står klar til at bringe det ud i en bane 1,5 mio. km. fra Jorden.
Men som det altid er tilfældet med missioner, der skal sendes i rummet, skal alt fungere perfekt, da der er meget få muligheder for at reparere eller justere udstyret efter opsendelse. Da der desuden er tale om den største rummissionen hidtil i dette århundrede til en samlet værdi af omkring 65 mia. kr., tages der ingen chancer.
Det europæiske rumagentur ESA og amerikanske NASA står for projektet, som er et stort internationalt samarbejde.
Følg opsendelsen live her via ESA eller NASA.
Du kan læse meget mere om missionen og vores bidrag her på DTU's hjemmeside