Den Internationale Rumstation ISS er et laboratorium med mange DTU-eksperimenter ombord. (Foto: NASA/ESA)

Rumstationen er et forskningslaboratorium fuld af DTU-udstyr

Rumteknologi
I samarbejde med DTU Space er Andreas Mogensen i fuld gang med forsøg på Den Internationale Rumstation ISS, hvor DTU i forvejen har en lang historie med forskning og test af teknologi.

Den danske ESA-astronaut og adjungeret DTU-professor Andreas Mogensen er kommet godt i gang med sine mange opgaver under missionen på Den Internationale Rumstation, ISS, som blev indledt 26. august 2023. 

De seneste uger har han taget nye billeder af uvejr i den øvre del af Jordens atmosfære. Det sker i forbindelse med Thor-Davis-projektet, som er et samarbejde mellem Andreas, ESA og DTU Space.

Andreas bruger et nyt DTU Space-modificeret kamera, der kan tage 100.000 billeder i sekundet. Udstyret anvendes til at tage detaljerede billeder af kraftige lyn, der bevæger sig fra skyerne op mod rummet og ikke ned mod jorden, som vi normalt ser det.

Forskerne på DTU er i gang med at databehandle billederne af lyn, som blandet andet bruges til at udforske, hvordan store energiudladninger fra lyn påvirker Jordens atmosfære.

Dette er blot ét af en række projekter, Andreas samarbejder med DTU og DTU Space om under sin rummission. 

DTU har været med på rumstationen siden 2009

I det hele taget er rumstationen hverken fremmed for Andreas Mogensen eller DTU Space.

Andreas er nu på rumstationen for anden gang. Han arbejder under opholdet på i alt fire projekter, som DTU står bag eller bidrager til. Derudover har DTU Space gennem en årrække udført forskningsprojekter og test af teknologier på rumstationen.

”Vores historie på rumstationen rækker langt tilbage og spænder vidt. Siden 2009 har vi bidraget til 12 større projekter med internationale partnere. Projekterne handler både om at bruge rumstationen som en platform til at overvåge Jordens klima, udforske universet og teste nye rumteknologier,” siger direktør på DTU Space, Henning Skriver.

Projekterne spænder vidt. Et handler om at kortlægge, hvordan skovbrande, tørke og fældning af skov påvirker Jordens CO2-kredsløb. Et andet handler om at undersøge mørkt stof i universet. Et tredje går ud på at forsøge at fremstille dele af metal i rummet med 3D-print, eksempelvis reservedele til fremtidige rummissioner.  

Der er flere fordele ved at have eksperimenter på rumstationen.

Der kan udstyr testes under vægtløshed. Instrumenter uden på rumstationen er fri for forstyrrende lys fra Jorden. Desuden er det muligt at reparere udstyr og instrumenter, hvilket ville være næsten umuligt på rumsonder eller satellitter langt ude i rummet.

God forskning fører til nye samarbejder 

Det aktuelle Thor-Davis projekt er et eksempel på, hvordan god forskning fører til nye projekter og samarbejder.

Projektet er en udvidelse af Thor-forsøget fra 2015, hvor Andreas tog billeder af lyn under sin første mission til ISS. Data fra dette projekt blev brugt i forbindelse med ASIM-missionen, Danmarks store rumprojekt, som DTU Space står i spidsen for. ASIM blev monteret uden på rumstationen i 2018. Her fra henter dens instrumenter data om energiudladninger i rummet, som kan påvirke Jordens atmosfære.

Denne forskning har resulteret i forsider på de ansete videnskabelige tidsskrifter Nature og Science.

”Rumstationen er et fantastisk laboratorium med et stort dansk aftryk. Vi bidrager med instrumenter og teknologier, som giver os ny, fascinerende viden om universet og samtidig leverer viden, der kan bruges helt konkret her på jorden til eksempelvis at få bedre overblik over menneskers indvirkning på miljøet og klimaforandringerne”, siger DTU Space-professor John Leif Jørgensen, hvis afdeling står bag en række af de instrumenter, DTU har leveret til rumstationen.

Senere i år skal NASAs klimamission CLARREO PF ud til rumstationen. DTU bidrager til instrumentet, som med stor præcision skal måle, hvor meget af solens lys, der reflekteres fra Jorden tilbage mod rummet. Et af målene med denne mission er at få bedre overblik over jordens samlede energibalance og dermed den globale opvarmning.

12 forsøg på Den Internationale Rumstationen med bidrag fra DTU:

Andreas Mogensen

  • Forsøg med 3D metal-print, som handler om fremstilling af eksempelvis reservedele i rummet (2023-24).
  • Test af et Virtual Reality-system til understøttelse af trivsel ved længere ophold i rummet (2023-24).
  • Thor-Davis, som går ud på at optage 100.000 billeder i sekundet fra rumstationen af lyn og andre energiudladninger i rummet (2023-24).
  • Earthshine i samarbejde med DMI (2023-24), som handler om at kunne beregne jordens energibalance mere præcist via hjælp af målinger af sollys, reflekteret tilbage fra Jorden mod rummet.
  • Thor-projektet (2015), hvor Andreas tog billeder af lyn i rummet. Projektet indgik blandt andet i et forprojekt til det senere ASIM-projekt på ISS. 

ESA

  • ASIM, opsendt 2018. Udforskning af energiudladninger fra lyn og uvejr i rummet. 

NASA

  • CLARREO PF, ventes opsendt 2023. DTU bidrager til instrumentet, som med stor præcision skal måle, hvor meget af solens lys, der reflekteres tilbage i rummet fra Jorden, og dermed give bedre forståelse af Jordens energi/varmebalance. 
  • GEDI, opsendt 2018. Opmåling af Jordens skove og ændringer i disse og betydningen af dette for Jordens kulstofkredsløb.
  • NICER, opsendt 2017. Udforskning af neutronstjerner i universet. 

JAXA (Japans nationale rumorganisation)

  • CALET, opsendt 2015. Observation af elektroner og gammastråling i rummet med henblik på bedre forståelse af mørkt stof.
  • SMILES, opsendt 2009. Udforskning af sammensætningen af Jordens atmosfære, fx Ozon-lag og CO2-indhold.

NASA/JAXA

  • MAXI, opsendt 2009. Udforskning af røntgenstråling i rummet over lange perioder. Det var det første højenergisfysik-instrument, der blev monteret på ISS.