Udvikling af røntgenoptik

DTU Space udvikler røntgenoptik til teleskoper, der blandt andet skal undersøge sorte huller og se nærmere på strukturerne i vores univers.

Udviklingen af spejle til det hårde røntgenområde er en nyopfindelse fra DTU Space, der har fundet anvendelse på den succesrige NASA satellit NuSTAR. NuSTAR skal detektere sorte huller i både vores egen galakse, Mælkevejen og i fjerne galakser.

DTU Space har udviklet en speciel type røntgenreflekterende overfladebelægning til spejlene, som gør det muligt at fokusere den hårde røntgenstråling i et teleskop. Det gør det muligt at realisere et teleskop med hundrede gange større følsomhed end tidligere opnået i den hårde ende af røntgenspektret. Netop den evne sætter astronomer i stand til at for første gang at detektere sorte huller og andre kompakte objekter, der gemmer sig i vores kosmiske omegn.

Næste skridt er at gå til endnu højere energier og virkeliggøre fokuserende optik til Gamma-området. Dette kræver udvikling af nye reflekterende spejltyper og detaljeret undersøgelse af deres egenskaber. Dette sker fortrinsvis i samarbejde med Lawrence Livermore National Laboratories.

Et af de vigtigste missionkoncepter indenfor dette område er ESAs ATHENA+ røntgenobservatorium. Teleskopet til ATHENA+ skal bruge spejle, som kræver udvikling af ny teknologi til røntgenreflekterende overfladebelægning baseret på nye typer af Si-substrater, som kan samles i en meget præcis geometri. Dette arbejder foregår bl.a. samarbejde med DTU Danchip.