DTU Space har indledt et nyt forskningssamarbejde med Rigshospitalet, der kan få stor betydning for behandling af kræft i form af målrettet nuklid-terapi.
Samarbejdet handler om produktion og anvendelse af astat-211, som er en radioaktiv isotop af det sjældne grundstof astat (At). Dette stof betragtes som særligt lovende til målrettet behandling af kræft med radioaktive lægemidler. I projektet samarbejder DTU Space med Rigshospitalets Cyklotron- og Radiokemi-enhed om at udvikle og optimere nyt produktionsudstyr og nye produktionsprocesser til isotopen.
Målet er at øge Rigshospitalets produktionskapacitet og understøtte udviklingen af mere præcise og skånsomme behandlinger.
”Det er et virkelig spændende projekt at bidrage til. Vi arbejder med teknologier udviklet til rumforskning, som nu kan være med til at forbedre behandlingen af alvorlige kræftsygdomme her på Jorden,” siger professor Irfan Kuvvetli, der leder DTU Spaces bidrag til projektet. Han forsker i sensorsystemer og detektorteknologi til måling af røntgen- og gammastråling.
”DTU har tidligere samarbejdet med Rigshospitalet, og vi er glade for at deltage i det her projekt, hvor vi kan bringe det bedste af de to institutioners store viden og erfaring i spil”.
Samarbejdet om astat-211-behandling omfatter en række projekter over de kommende fem år og støttes med forskningsmidler fra blandt andre EU’s Innovative Health Initiative (IHI) og Innovationsfonden. Den samlede bevilling er på 150 millioner kroner.
Skånsom behandling tæt på kræftcellerne
Nuklid-terapi adskiller sig fra traditionel strålebehandling ved, at strålingen ikke kommer fra en ekstern kilde uden for kroppen. I stedet kobles et radioaktivt stof til et lægemiddel, som føres ind i kroppen og transporteres direkte frem til kræftcellerne, hvor bestrålingen så sker.
Rigshospitalet har stor ekspertise inden for dette område, hvor man via målrettede radioaktive lægemidler leverer stråling direkte til kræftceller over afstande mindre end 1/10 millimeter.
”Behandlingsformen er interessant, fordi den gør det muligt at ramme meget små kræftspredninger og enkelte kræftceller med stor præcision,” siger cheffysiker Holger Jensen fra Rigshospitalets Cyklotron- og Radiokemi-enhed. Han leder partnerskabsprojektet på Rigshospitalet og arbejdet med hospitalets MC32-cyklotronfacilitet.
”Med nuklidterapi kan vi afsætte strålingen meget lokalt omkring kræftcellerne og dermed i højere grad skåne det raske væv omkring tumoren. Det gør behandlingsformen meget interessant i udviklingen af fremtidens målrettede kræftbehandling”.
DTU-bidrag baseret på detektorteknologi til rumforskning
Irfan Kuvvetlis erfaring med udvikling af avancerede sensorsystemer til rumforskning bruges blandt andet til at analysere og optimere de processer, der indgår i produktionen af de radioaktive isotoper.
”Vi bidrager eksempelvis med ekspertise inden for detektorteknologi, targetdesign og varmetransport-simuleringer,” siger Irfan Kuvvetli.
I rumforskningen bruges teknologien til at detektere og observere ekstreme og energirige fænomener i universet som sorte huller, neutronstjerner og stjerneeksplosioner.
”Samarbejdet er et rigtigt godt eksempel på, hvordan teknologi og metoder udviklet til rumforskning kan finde anvendelse langt fra det oprindelige forskningsområde. I dette tilfælde i udviklingen af nye behandlingsformer til patienter med kræft”.