Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, skal endnu engang til den internationale rumstation. DTU har flere ideer til projekter til missionen.
Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, har fået tildelt en ny mission til den internationale rumstation (ISS). Det har Uddannelses- og Forskningsministeriet og den europæiske rumorganisation ESA netop offentliggjort i forbindelse med Rumkonferencen 2022, afholdt på DTU torsdag dem 24. marts.
Det er den danske ESA-astronauts anden mission. I 2015 blev Mogensen den første danske astronaut i rummet under sin 10 dages mission til ISS. Her tog han blandt andet fotos af voldsomme lynudladninger over skyerne som led i forskningsprojektet THOR, der blev ledet af DTU Space.
Den nye mission bliver længere, og ansvaret større. Denne gang bliver Mogensen pilot på en NASA SpaceX mission, der sendes i rummet fra USA ombord på et Dragon rumfartøj. Han er den første ikke-amerikanske pilot på en SpaceX mission.
”Vi ønsker Andreas Mogensen og resten af Danmark stort tillykke med, at han nu er tildelt en ny mission i rummet. At han får endnu en mission - ovenikøbet som pilot på fartøjet - viser, Danmark fortsat regnes som en stærk rumnation, som kan bidrage med forskning, teknologi og altså også mandskab i absolut verdensklasse. Det er virkelig imponerende, og jeg ønsker Andreas stort tillykke,” siger rektor på DTU, Anders Bjarklev.
Succesfuldt samarbejde siden 2015
Foruden at være astronaut er Andreas Mogensen uddannet ingeniør i USA og er adjungeret lektor ved DTU. THOR-projektet i 2015 var en del af forarbejdet til ASIM-missionen, som blev sendt til ISS i 2018 under videnskabelig ledelse af DTU Space. ASIM er monteret uden på ISS og optager energiudladninger fra lyn i forskellige bølgelængde-områder. Missionen har dannet baggrund for forskningsresultater, som er endt på forsiden af verdens mest anerkendte videnskabelige tidsskrifter som Nature og Science. ASIM er derfor forlænget til 2025.
”Vi havde et fremragende samarbejde med Andreas i forbindelse med hans første mission, og vi ser frem til at fortsætte med nye, spændende rumprojekter, når han skal afsted igen,” siger institutdirektør på DTU Space, Henning Skriver, og fortsætter:
”Det er en stor anerkendelse af hele den danske rumsektor, som vi kan være stolte af. DTU Space er eksempelvis med helt fremme i international rumforskning og med på store missioner i de her år, fordi vi er kendte for at levere rumforskning og rumteknologi i meget høj kvalitet.”
Nye projektideer fra DTU
Der er flere ideer, som DTU vil indstille til overvejelse hos ESA i forbindelse med Andreas Mogensens nye mission.
Et af projekterne er en opfølgning på THOR-projektet kaldet THOR II. Ideen er, at han udstyres med et bedre kamera til at tage nye billeder af de voldsomme lyn, der går fra skyerne og ud i rummet. Billederne skal supplere de data, der hentes med ASIM-instrumenterne.
Et andet projekt, som allerede er ved at blive forberedt i samarbejde med ESA, er fremstilling af et 3D-printet emne i metal på ISS. Der laves en kopi på jorden. Forskere på DTU Space vil så sammenligne de to emner for at se, om det er muligt i rummet at fremstille et emne med den præcision og de egenskaber, der er nødvendige ved fremstilling af fintfølende kamera- og navigationsudstyr til brug i rummet.
Desuden foreslår DTU et projekt, hvor Andreas Mogensen skal teste et Virtual Reality (VR) system til mental sundhed for astronauter på længerevarende ophold i rummet. VR-systemet er anvendt med succes i LUNARK-projektet, hvor to forsøgspersoner boede isoleret i Arktis i et simuleret månehabitat i tre måneder. VR-systemet til Andreas’ mission er første skridt mod et system til kommende Måne- og Marsmissioner, hvor astronauter ikke bare skal overleve fysisk, men også trives mentalt.
Derudover overvejes projektet ’vild med dans i rummet’, hvor Andreas skal lede et forsøg, hvor man vil se, hvordan samtidige bevægelser blandt astronauter i rumstationen eventuelt kan påvirke dens stabilitet, og om det kan registreres ved hjælp af DTU Space kamerasystemer, som i forvejen sidder på rumstationen.
Læs om Andreas Mogensens samarbejde med DTU om THOR-projektet
Tag en astronauttest på Vild med Rummet-sitet
Læs pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet