Tre ESA satellitter er klar til at følge i Ørsteds fodspor

Rumteknologi Jordens magnetfelt
De tre SWARM satellitter er meldt klar til opsendelse, hvor de skal fortsætte med at måle Jordens magnetiske signaler.

Illustration af Jordens magnetfeltDen 23. februar 2012 har Ørsted satellitten været i rummet i 13 år, hvorfra den stadig sender observationer til Jorden. I mellemtiden har ESA siden 2004 arbejdet hårdt for at bringe en afløser i rummet i form af den ambitiøse mission, Swarm, som DTU Space har foreslået og leveret instrumenter til.

Efter afslutningen af et intenst testprogram er de tre Swarm-satellitter nu meldt klar til opsendelse i juli måned i det nordlige Rusland i 2012. Fredag den 17. februar kunne involverede eksperter komme med denne positive meddelelse ved en pressekonference i IABG, München, Tyskland. Interessen og opbuddet fra pressens side var stor og ikke mindst var det forløsende for de involverede at kunne meddele at missionen til dato er gået helt efter bogen.

De 3 satellitter skal kredse rundt om Jorden for at måle de magnetiske signaler fra Jordens kerne, kappe, skorpe, oceanerne, ionosfære og magnetosfære og ad den vej skaffe forskere data til at studere og forstå kompleksiteten af Klodens magnetfelt. Et magnetfelt der er i evig forandring. Ved pressemødet blev Swarm´s videnskabelige udfordringer og forventninger til resultaterne formidlet af DTU Space´s direktør Eigil Friis-Christensen, missionens såkaldte ”Swarm Lead Investigator” og forventninger er store til dette specialdesignede trio satellit projekt.

To af trioen´s satellitter skal kredse parallelt rundt om Jorden i 460 km´s højde og den tredje satellit skal være i en bane omkring Jorden i en højde af 530 km. Satellitternes hovedinstrumenter er bygget i DTU Space og de sendes op med en russisk rumraket fra Plesetsk Cosmodrome i det nordlige Rusland om 5 måneder. Swarm bliver ESA´s 4. såkaldte ”Earth Explorer mission” i kredsløb omkring Jorden. Med den nye generation af sensorer og ved selve konstellationen af samspillet mellem satellitterne er der udsigt til langt mere nøjagtige og detaljerede data og dermed en forventning til større indsigt indenfor dette felt og ikke mindst i forståelsen af rumvejret.

Se mere 

http://www.esa.int/esaLP/SEMBHGZXHYG_LPswarm_0.html

Swarm media day - programme  

Yderligere information

Nærmere oplysning om missionen kan fås ved henvendelse til

1) Institutdirektør Eigil Friis-Christensen, "Lead Investigator" og formand for ESA´s "Mission Advisory Board"

2) Professor John Leif Jørgensen, leder af Swarm instrumentteamet i DTU Space

3) Professor Nils Olsen, leder af Swarms videnskabelige gruppe i DTU Space