I november blev Swarm-missionen skudt afsted. Nu er de første resultater fra den 'danske' ESA-mission blevet offentliggjort.
Nye modeller af Jordens magnetfelt er de første resultater af Den Europæiske Rumfartsorganisations Swarm-mission. En mission, som DTU Space står i spidsen for.
Professor Nils Olsen fra DTU Space siger:
”Til trods for at det kun er få måneder siden, vi sendte Swarm-satellitterne afsted, har vi allerede fået data med imponerende detaljegrad. De giver os et grundigt indblik i Jordens magnetfelt, og vi ser frem til at arbejde videre med de mange data i den kommende tid. Tidligere ville det have taget flere år at få blot et beskedent udsnit af de data, vi nu er i besiddelse af, så perspektiverne med Swarm-missionen lever til fulde op til mine forventninger.”
Nye 3D-modeller
Ud fra de data, som satellitterne har sendt tilbage til Jorden, har Nils Olsen og hans kolleger beregnet de første modeller af Jordens magnetfelt. Selvom eksperterne i geomagnetisme ikke er stødt på nogen overraskelser endnu, mener Nils Olsen, at ”de demonstrerer den fremragende kvalitet af Swarm-målingerne.”
Offentliggørelsen af modeller og data er netop sket ved den europæiske geovidenskabelige årskongres, EGU 2014. Ved samme lejlighed besluttede Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, at frigive de magnetiske data fra Swarm til alle interesserede forskere. Dermed får det internationale forskersamfund disse data i god tid før det forestående Swarm-forskermøde i juni i København.
Mere om Swarm-missionen
DTU Space står for den videnskabelige ledelse af Swarm-missionen. Det er en mission, der skal kortlægge Jordens magnetfelt med hidtil uset præcision. Konstellationen af tre satellitter øger nøjagtigheden på målingerne med op til ti gange i forhold til tidligere, enlige satellitter, der har målt magnetfeltet.
De tre satellitter, der er omdrejningspunkt for missionen, er i kredsløb om Jorden efter en vellykket opsendelse den 22. november 2013.
DTU Space har udviklet de magnetometre, der skal udføre selve målingerne af magnetfeltet. Magnetometrene er videreudviklinger af de magnetometre, der var om bord på satellitterne Ørsted, SAC-C og CHAMP, og de gode erfaringer fra tidligere missioner har spillet en vigtig rolle i udviklingen af magnetometrene til Swarm. Stjernekameraet, der bestemmer satellittens orientering i rummet, er også udviklet på DTU Space.
Mere end 95% af Jordens magnetfelt skabes i kernen, men magnetiske mineraler i jordskorpen og solvindens vekselvirkning med atmosfæren bidrager også til Jordens magnetfelt, og de faktorer vil forskerne også kunne undersøge ved hjælp af data fra Swarm.