Sket i 2010

Rumteknologi
DTU Space 2010 i overskrifter og billeder.

Medio januar/ultimo februar - Australsk feltkampagne med deltagelse af DTU Space-forsker validerer SMOS-data

Den første internationale feltkampagne til validering af jordfugtighedsdata fra SMOS-missionen gennemføres i Australien med deltagelse af ph.d.-studerende Simone Bircher fra DTU Space.

Den europæiske satellit SMOS (Soil Moisture and Ocean Salinity), som DTU Space har medvirket i udviklingen af, skal måle saltindholdet i havet og fugtighed i jorden på globalt plan.

 

/-/media/institutter/space/nyheder/arkiv/sketi2010/simone_560.jpg

Ph.d.-studerende Simone Bircher (t.v.) fra DTU Space i gang med at tage in situ målinger af jordfugtigheden i Australien.  

 

1. februar - Danmarks første astronaut tilknyttes DTU Space  

Andreas Mogensen udnævnes som adjungeret lektor ved DTU Space. 33-årige Andreas Mogensen blev landskendt i maj 2009, da han som den første dansker nogensinde blev udvalgt som nyt medlem af korpset af astronauter ved European Space Agency (ESA). Han konkurrerede blandt flere end 8.000 europæiske kandidater.

 

/-/media/institutter/space/nyheder/arkiv/sketi2010/andreas01_560.jpg

Foto: Scanpix / Casper Christoffersen  

 

30. marts - DTU Space artikel om afsmeltning af indlandsisen topper download liste

Artiklen "Spread of ice mass loss into northwest Greenland observed by GRACE and GPS”, der er publiceret i Geophysical Research Letters 19. marts 2010, og som har seniorforsker Shfaqat Abbas Khan fra DTU Space som førsteforfatter, vækker så stor international interesse, at den i slutningen den marts måned er den mest downloadede artikel i det amerikanske tidsskrift Journal of Geophysical Research. Artiklen ligger ligeledes i slutningen af marts desuden nr. 2 på listen over mest downloadede artikler blandt alle de artikler, der er publiceret i de 16 anerkendte videnskabelige tidsskrifter, som udgives af American Geophysical Union.  

 

8. april - ESAs CryoSat mission opsendes med succes

satellitten CryoSat-2 opsendes efter langs tids venten og planlægning fra Baikonur i Kazakhstan. De første data fra satellitten efter de første dage i kredsløb viser at alle systemer virker fint. Dette er en stor lettelse for alle deltagere i projektet, herunder DTU Space, som har deltaget i planlægningen af CryoSat missionen siden 1999, dels gennem deltagelse i den videnskabelige følgegruppe, og dels gennem ledelse af et antal flybårne kampagner i Grønland, Svalbard og Polhavet med flybaseret radar- og laserteknologi, som kunne give forståelse for de nye datatyper CryoSat vil måle.

 

/-/media/institutter/space/nyheder/arkiv/sketi2010/cryosat_560.jpg

Grafik: ESA  

 

7. maj - Professor Fiona Harrison fra CalTech, USA udnævnes til æresdoktor ved DTU

Fiona Harrison, professor ved California Institute of Technology (CalTech), udnævnes ved den årlige DTU Årsfest til æresdoktor ved DTU. Professor Harrison er videnskabelig leder af NuSTAR-missionen, der i 2012 skal sendes ud i rummet. NuSTAR vil som det første rumteleskop nogensinde være i stand til at lave skarpe billeder af meget energirig røntgenstråling, og NuSTAR's observationer vil på afgørende vis give os ny viden om voldsomme og energirige fænomener i universet som eksploderende stjerner og sorte huller, der spiser løs af deres omgivelser. NuSTAR er en NASA-mission, men flere forskningsinstitutioner bidrager til missionen - bl.a. har DTU Space udviklet en særlig flerlagsbelægning, der gør det muligt for NuSTARs spejle at indfange den energirige røntgenstråling.  

 

4. juni - Professor Niels Skou, DTU Space, udpeges til Videnskabsministeriets nye rumudvalg

Professor Niels Skou, DTU Space, udpeges til Videnskabsministeriets nye rumudvalg, som især skal rådgive videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen om prioritering og strategi for dansk deltagelse i ESA's programmer.    

 

15. juni - Vellykket opsendelse af Prisma satellitter med bidrag fra DTU Space

De to svenske Prisma-satellitter Mango og Tango opsendes med en russisk Dnepr-raket fra Yasny, Rusland. Mango og Tango skal teste formationsflyvning og afprøve ny teknologi og systemer til autonomt rendezvous og docking af rumfartøjer, herunder et optisk navigationssensorsystem udviklet af ph.d.-studerende Mathias Benn fra DTU Space.  

 

Primo juli - Kosmisk skattekiste åbner sig

Rumobservatoriet Planck, til hvis teleskop DTU Space har udviklet spejlene, gennemfører sin første skanning af hele himmelrummet og leverer sit første kort af hele himlen. Kortet viser eftergløden fra Big Bang og Mælkevejens gas og støv, og kortet i sig selv, og den bemærkelsesværdig høje kvalitet, er en hyldest til de teknikere, som har bygget og styret Planck.

 

/-/media/institutter/space/nyheder/arkiv/sketi2010/planck_560.jpg 

Foto/grafik: ESA  

 

22. november - Adjungeret lektor ved DTU Space består astronaut-eksamen hos ESA  

34-årige Andreas Mogensen, adjungeret lektor ved DTU Space, gennemfører som den første dansker grunduddannelsen som astronaut hos det europæiske rumprogram ESA, og ved en højtidelig ceremoni på ESA's træningscenter i Köln i Tyskland fik Andreas sit flotte eksamensbevis.

 

/-/media/institutter/space/nyheder/arkiv/sketi2010/andreas02_560.jpg

Foto: ESA