I synligt lys kunne en kæmpe, støvet og stjernedannende galakse som Mambo-9 se således ud, ifølge et bud fra en kunstner baseret på foreliggende information om den (Illustration: NRAO/AUI/NSF/B. Saxton).

Galakse med vokseværk er næsten på alder med universet

Astrofysik
Forskere har opdaget, at en gammel galakse voksede sig meget stor på overraskende kort tid efter Big Bang. Det er afdækket med ALMA-teleskopet i Chile i et internationalt samarbejde med deltagelse af DTU Space og Københavns Universitet.

Mambo-9 er navnet på en kæmpe galakse, som et internationalt hold forskere nu har kortlagt i hidtil uset detaljeringsgrad. Den består af store mængder stjerner, gas og stjernestøv og er 13 milliarder lysår fra Jorden. Dermed er den dannet kort tid efter Big Bang, som formentlig fandt sted for 13,8 mia. år siden.

Det den fjerneste af denne type støvede galakser, man hidtil har kunnet se.

Opdagelsen er gjort med ALMA-teleskopet, som står i Chile, og er netop offentliggjort i tidsskriftet Astrophysical Journal.

“Det, at vi har været i stand til at se sådan en galakse, så tæt på Big Bang er en fantastisk bedrift. Vi er overraskede over, at en 13 milliarder år gammel galakse er så stor og massiv så tæt på Big Bang, og vi undrer os over, hvordan en galakse kan blive så stor på så kort tid,” siger Georgios Magdis, der er medforfatter til artiklen i Astrophysical Journal og lektor i Astrofysik på DTU Space samt Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.

Støv gør galaksen særligt svær at observere

Støvede, stjernedannende galakser er de mest intense stjerneproducenter i universet. De danner stjerner med en hastighed som svarer til et par tusind gange solens masse om året. I vores Mælkevej dannes kun stjerner svarende til tre solmasser årligt.

”Støvede galakser producerer store mængder af nye stjerner, og de spiller derfor en vigtig rolle i udviklingen af universet. Men det er svært at observere dem, fordi støvet blokerer for lysets rejse, og man derfor ikke kan se dem med et normalt teleskop,” siger Sinclaire Manning, der skriver ph.d. om undersøgelsen og er gæsteforsker på The Cosmic Dawn Center, der er et grundforskningscenter på DTU Space og Niels Bohr Instituttet.

Mambo-9 blev opdaget for 10 år siden. Men det er først nu, at man har været i stand til at måle galaksens afstand til Jorden. Det skyldes, at man nu har ALMA-teleskoperne, der kan lave præcise målinger af en galakse som Mambo-9, der er særligt svær at observere.

"Vi undrer os over, hvordan en galakse kan blive så stor på så kort tid"
Georgios Magdis, lektor i astrofysik på DTU Space

Kan blive en af universets mest stjerneproducerende galakser

Forskerne har regnet ud, at galaksen i dag er endnu større, end da den blev dannet.

Formentlig indeholder den også hundrede gange flere stjerner end hele Mælkevejen.

”Denne fjerne galakse er et øjebliksbillede på babystadiet af galaksers tilblivelse, kort tid efter Big Bang. Der er højst sandsynligt sket en hel del med galaksen på de 13 milliarder år, der er gået siden den blev dannet,” siger Georgios Magdis.

"Den er klar til at producere milliarder af stjerner. Senere i dens liv vil den højst sandsynligt blive en af de mest stjerneproducerende galakser i universet."

Opdagelsen af afstanden til Mambo-9 er det første resultat fra en nyt stor undersøgelse med ALMA-teleskopet, som består af består af 66 jordbaserede teleskoper.

Her har man rettet teleskopet mod et meget mørkt område af himlen for at undersøge, hvor mange støvede galakser der findes i det tidlige Univers. Her er Mambo-9 den første galakse, forskerne har set nærmere på.

Næste skridt er at karakterisere flere af de støvede stjerneproducerende galakser, som den nye ALMA-undersøgelse har opdaget.