Merkur er noget mindre end Jorden, her er størrelsesforholdet mellem de to planeter illustreret. (Illustration: NASA/Wikipedia)

ESA sender rumfartøj ud på en ni mia km lang rejse

DTU Space var med ved opsendelsen, da ESA's unikke mission til Merkur blev skudt afsted lørdag morgen for at kortlægge planeten

Lidt efter kl. 03.45 lørdag morgen (20. oktober 2018) indledte et ubemandet fartøj fra den europæiske rumorganisation ESA en episk rejse. Fartøjet BepiColombo skal i løbet af de næste syv år tilbagelægge ni mia. km for at nå ud til Merkur.

BepiColombo blev sendt succesfuldt i rummet med en Ariane 5-raket fra den europæiske rumhavn ved Kourou i Fransk Guyana. Det skal undersøge Merkur, den mindste planet i vores solsystem, og den som er nærmest solen.

”Det var klapsalver og jubel herude, da BepiColombo blev sendt godt af sted. Vi er ikke direkte involverede på DTU Space, men det er en spændende mission, der skal foretage de mest omfattende undersøgelser, som hidtil er foretaget af Merkur,” siger direktør på DTU Space, professor Kristian Pedersen.

Han var med ved opsendelsen som delegeret for Danmark ved ESA’s øverste videnskabelige organ, Science Programme Committee (SPC).

Fartøjet er nu i gang med en af de mest komplekse flyvninger i rummet, der nogensinde er udført af ESA fra mission control centeret ESOC i den tyske by Darmstadt. 

Dansk udstyr ombord

Bepi-Colombo er et internationalt samarbejde anført af ESA og den japanske rumorganisation JAXA.

DTU Space har været med i forstudierne til missionen, blandt andet omkring forslag til et magnetometer-system.

Danske Terma har udviklet strømforsyningen til missionens transportmodul. Det er den hidtil mest avancerede af den type enheder, firmaet har leveret.

"Nu håber vi bare, BepiColombo når sikkert gennem den lange rejse derud"
Kristian Pedersen, professor og direktør på DTU Space

Første europæiske mission

BepiColombo er den første europæiske mission til Merkur, som er én af solsystemets mindst udforskede planeter.

Missionen består af to fartøjer, der skal kredse omkring planeten og foretage målinger. Blandt andet for at kortlægge dens sammensætning, magnetfelt, atmosfære, dynamiske egenskaber og historie. Og den skal være med til at kaste lys over, hvordan planeter generelt dannes tæt på deres ’moderstjerner’ for på den måde at bidrage til vores forståelse af universets og vores solsystems dannelse.

På vejen derud skal den flere ture omkring andre planeter for at få hjælp fra deres gravitationskraft, før den kan komme på plads: En tur rundt om Jorden, to gange forbi Venus og seks gange omkring Merkur. 

Solen udfordrer missionen

Solens enorme gravitationskraft er en anden udfordring, der skal tages højde for. Denne kraft trækker i fartøjet og gør det svært at holde det i et stabilt kredsløb omkring Merkur.

Og så er der varmen fra Solen. Temperaturerne på Merkurs overflade varierer fra omkring 170 minusgrader til over 400 plusgrader. Udstyret på BepiColombo beskyttes derfor bag et varmeskjold, der kan klare 500 graders varme. 

Men det bliver først aktuelt om nogle år, når størstedelen af de ni mia. km er ved at være tilbagelagt.

”Nu håber vi bare, BepiColombo når sikkert gennem den lange rejse derud,” siger Kristian Pederse